
Banankage med chokolade er en ægte klassiker, og man forstår godt hvorfor. Det er gået op for mig, at jeg har en kageblog uden en opskrift på banankage…
Så her kommer den endelig!
Banankage med chokolade er oplagt hvis der er triste bananer i frugtskålen. Den er nemt og hurtigt lavet, og altid et hit – for store såvel som små.
Bananerne er med til at gøre kagen svampet, saftig og smagfuld, og den lækre chokoladecreme på toppen er prikken over i’et. Banan og chokolade kan bare et eller andet sammen!
Hvis man er til banankage, er disse lækre banan cupcakes med nutella frosting også værd at tjekke ud!
Banankage med chokolade
Ingredienser
Banankage
- 2 stk. æg
- 150 g. sukker
- 125 g. mel
- 2 tsk. vaniljesukker
- 1 tsk. bagepulver
- 100 g. smør
- 2 stk. bananer
- 50 g. chokolade
Chokoladecreme
- 100 g. chokolade
- 50 g. smør
- 0,5 dl. fløde
Fremgangsmåde
Banankage
- Pisk æg og sukker til det er lyst og luftigt.
- Bland mel, vaniljesukker og bagepulver i en anden skål og vend det i dejen.
- Smelt smørret og vend det i.
- Mos bananerne og hak chokoladen groft, og vend det herefter i dejen.
- Kom dejen i en bageform beklædt med bagepapir, og bag banankagen ved 175 grader i ca. 45 min. Tjek med en gaffel eller kødnål om den har fået nok.
Chokoladecreme
- Hak chokoladen groft.
- Kom det i en gryde sammen med smør og fløde, og lad det smelte sammen under omrøring.
- Lad chokoladecremen køle af inden den smøres på kagen.


Summary

Recipe Name
Banankage med chokolade
Author Name
Frøken Fryd
Published On
Skriv et svar