
Jeg havde en rest lemon curd i køleskabet, som blev brugt til disse lækre cheesecake med oreo og lemon curd, serveret i små glas. En lækker dessert til vores lille påskefrokost i går, som Sigrid og jeg havde arrangeret. Vi fik også rejecocktail og lyserøde djævleæg der havde havde lagt i rødbedevand og taget farve – det var et stort hit!
Cheesecake i glas er hurtigt og nemt at lave, og det er en god dessert hvis der kommer gæster, da den kan forberedes i god tid. Den vil helt sikkert falde i god jord.. den syrlige og friske lemon curd smager fantastisk med oreos.
Opskriften på lemon curd giver et glas på ca. 3 dl., så du har en rest til køleskabet. Brug den til at smøre på scones eller boller, til pavlova, pandekager, lagkager eller som topping på skyr og yoghurt.
Opskrift på cheesecake med oreo
4 glas
Ingredienser
Bund:
- 8 stk oreo kiks
Osteceme:
- 200 g naturel flødeost
- 1 dl creme fraiche 18%
- 5 spsk flormelis
- 1 tsk vaniljesukker
- 2 dl piskefløde
Lemon curd:
- 3 øko citroner
- 3 æg
- 185 g sukker
- 75 g smør
Fremgangsmåde
Bund:
- Knus oreo kiksene og fordel dem i bunden af glassene. Jeg bruger en frysepose og en kagerulle – det fungerer fortrinligt.
Ostecreme:
- Rør flødeost, creme fraiche, flormelis og vaniljesukker sammen i en skål.
- Pisk fløden til flødeskum og vend det i.
- Fordel ostecremen i glassene og stil dem på køl.
Lemon curd:
- Riv skallen af den ene af citronerne.
- Pres saften af citronerne og kom det i en lille gryde med æg og sukker.
- Varm det op under omrøring ved middel varme. Det må ikke komme op at koge, så det skiller.
- Når det begynder at tykne, tilsættes smør og citronskal.
- Hæld det gennem en sigte i et skoldet glas, og lad det køle helt af i køleskabet inden på kommer et par skefulde i hvert glas med cheesecake.


Skriv et svar