
Ja ja, der er stadig lidt over en måned til det er fastelavn, men man må godt begynde tidligt! Hos bageren har det længe bugnet med alverdens udgaver af lækre fastelavnsboller.
De findes i mange forskellige varianter; den klassiske lukkede gammeldags fastelavnsbolle med creme eller remonce, fastelavnsboller af wienerdej som er skåret over og fyldt med creme eller flødeskum. Eller dem med en fordybning i midten fyldt med creme – det kan være svært at vælge!
Jeg har altid holdt mig til de gode gammeldags, da det med wienerdej er lidt mere tidskrævende. Men nu skulle det endelig være, efter længe at have gået og sendt lange blikke efter dem hos bageren.
Det blev til en lækker udgave af fastelavnsboller af wienerdej med hindbærcreme. Det var i hvert fald et par glade børn der kom hjem til fastelavnsboller i dag efter dagpleje og børnehave. Som Sigrid udtrykte det, så var de bare “mums filibaba” 🙂
Fastelavnsboller af wienerdej med hindbærcreme
Ingredienser
Wienerdej
- 25 g. gær
- 1 dl. mælk
- 2 spsk. sukker
- 1/4 tsk. salt
- 2 stk. æg (1 til pensling)
- 225 g. mel
- 120 g. smør
Hindbærcreme
- 1 tsk. vaniljesukker
- 2 stk. æg
- 3 dl. mælk
- 1 spsk. majsstivelse
- 250 g. hindbær (må gerne være fra frost)
- 2 dl. fløde
Fremgangsmåde
Wienerdej
- Rør gæren ud i mælken. Tilsæt sukker, salt, et æg og mel. Ælt dejen kort til den lige hænger sammen.
- Rul dejen ud til en firkant 30 x 20 cm. Bank smørret fladt med en kagerulle mellem 2 stykker bagepapir, til det måler 15 x 20 cm. Læg smørret på den ene side af dejen, og fold den anden side henover smørret. Læg dejen i køleskabet i ca. 30 minutter.
- Rul dejen ud på et melstrøet bord, til den er 1 cm tyk. Fold 1/3 af dejen fra den ene side ind mod midten. Fold herefter 1/3 fra den anden side henover, så der bliver 3 lag dej. Læg igen dejen på køl i 30 minutter
- Gentag udrulningen 2 gange mere, men uden dejen kommer i køleskabet. Ved hver udrulning, skal dejen vendes så den bliver rullet på det modsatte led hver gang.
- Rul dejen ud til den måler 25 x 25 cm. og del den i 9 firkanter. Fold hjørnerne ind mod midten af dejen, og læg den på bagepapiret med samlingerne nedad.
- Lad bollerne hæve ca. 30 minutter, og pensl dem med sammenpisket æg. Bag bollerne 12-15 minutter ved 175°, og lad dem køle helt af inden de skære over.
Hindbærcreme
- Kom vaniljesukker, æg, mælk og majsstivelse i en gryde og pisk det grundigt sammen.
- Bring det i kog mens du pisker grundigt indtil det er tyknet. Sæt vaniljecremen i køleskabet til det er helt afkølet.
- Kom hindbærrene i en gryde og kog dem til de er kogt ud. Kom også det i køleskabet og lad det køle helt af.
- Kom en lille teske hindbær i hver bolle.
- Pisk fløden til skum og pisk den kolde vaniljecreme luftig igen. Vend flødeskum, vaniljecreme og hindbær sammen.
- Kom hindbærcremen i en sprøjtepose med tyl, og fyld fastelavnsbollerne. Pynt med en smule hindbærcreme og et hindbær på toppen.
Ps.
Har man ikke mod på, eller tid til, at kaste sig ud i at lave wienerdej, så køb nogle på frost og smæk dem i ovnen. Flæk dem og fyld dem med hindbærcreme. Voila!



Skriv et svar