
Frost er et fortryllende og eventyrligt smukt univers, og prinsesserne Elsa og Anna fra det magiske kongerige Arendal, er elsket af mange børn. Har du en lille Frost fan derhjemme, vil det helt sikkert vække glæde med en Frost fødselsdag. Her i indlægget kan du finde opskrifter og gode ideer til, hvordan du arrangerer en vellykket, og ganske magisk, Frost fødselsdag.
I torsdags fyldte Sigrid 4 år og der var ingen tvivl om, at hun skulle fejres med en Frost fødselsdagsfest. Sidste år var Gurli Gris det helt store hit, men nu er Gurli byttet ud med Elsa, som hun er blevet helt vild med.
Endnu engang var vi rigtig heldige med vejret på Sigrids fødselsdag, som i år faldt på Kristi Himmelfartsdag, og vi havde derfor alle fri. Vi fejrede det i haven, hvor vi holdte en lille hyggelig “corona fødselsdag” for bedsteforældrene. Sigrid havde en rigtig dejlig dag, og nød det i fulde drag.
Pynt til Frost fødselsdag
Til Frost universet er farvepaletten forskellige blå nuancer, lilla, hvid og sølv. Pynt op med flotte papirbolde, konfetti, papirsugerør, balloner, tal folieballon, og servietter med Anna og Elsa. Jeg køber som regel festpynten hos Temashop, som har et rigtig fint udvalg til rimelige priser.
Det sunde indslag til festen var en skål med “Olaf næser”, og jeg havde lavet et fint lille skilt og sat i en Tolsby ramme fra IKEA. Nedenfor kan du finde en pdf fil med billedet, som er lige til at printe ud.
Frost guirlande

Den fine frost guirlande er prikken over i’et når der pyntes op, og den er enkel at lave, men det tager lidt tid at klippe de snørklede snefnug. Nedenfor kan du finde skabelonen, som printes ud og overføres til karton. Herefter er det bare at finde symaskinen frem og sy igennem dem.
Elsa kage

Sigrid elsker chokolade, og ønskede sig en chokolade-Elsa-kage til sin fødselsdag. Elsa kagen er lagt sammen med 3 svampede chokoladebunde og en lækker blåbærmousse imellem. Den er smurt op med smørcreme og pyntet med fondant snefnug, Elsa figur, et 4-tal kagelys i sølv, samt en flagranke jeg har lavet af papirsugerør, snor og sølv tape. Opskriften på Elsa kagen kan du finde lige her.
Hvid chokolademousse a la Olaf

Den søde og skøre snemand Olaf, der bare glæder sig sådan til sommer 🙂 Til Sigrids fødselsdag blev det alt for varmt for ham, så han smeltede ned i et bæger.
Den smeltede Olaf er lavet af hvid chokolademousse, sukkerøjne, orange vingummi klippet som små næser, og grene og knapper lavet af smeltet mørk chokolade. Opskriften på hvid chokolademousse a la Olaf, kan du finde lige her.












Skriv et svar