
Gammeldags fastelavnsboller med creme er herhjemme et stort hit, og forberedelserne til fastelavn er i fuld gang. Sylvester har meget svært ved at vælge hvad han skal være, og skifter mellem politimand, tryllekunstner, skrothandler og Egon Olsen – hehe, vi må se hvad det ender med. Sigrid skal være en sød lille klovn.
LÆS OGSÅ: Inspiration og ideer til fastelavn – sådan arrangerer du en skøn fastelavnsfest
Med til fastelavn hører lækre fastelavnsboller, og vi har bagt den gode gammeldags udgave med creme. De blev virkelig gode, og opskriften får I lige her:
Gammeldags fastelavnsboller med creme
16 stk.
Ingredienser
Dej:
- 125 g smør
- 1,5 dl mælk
- 25 g gær
- 1 æg
- 25 g sukker
- ca. 375 g hvedemel
Vaniljecreme:
- 2 dl sødmælk
- 1 vaniljestang (el. 1 tsk vaniljesukker)
- 25 g. sukker
- 2 æggeblommer
- 1 spsk majsstivelse
Fremgangsmåde
Smelt smørret i en lille gryde og kom mælken i. Rør gæren ud i den lillefingervarme blanding.
Tilsæt æg, sukker og mel, og rør dejen godt sammen eller brug en røremaskine. Læg et viskestykke over og stil det til hævning i ca. 30 min. Imens laves vaniliecremen.
Pisk blommerne med sukker til de er hvide og luftige. Tilsæt majsstivelse under omrøring.
Kog sødmælken op med vanilje. Hæld lidt af mælken i æggeblandingen og rør godt rundt. Herefter hældes det hele tilbage i gryden og koges under omrøring i ca. 3 min.
Når dejen er færdighævet, rulles den ud på et meldrysset bord. Skær den ud i 16 firkanter og læg en skefuld creme på hver.
Fold dejen rundt om cremen og og klem godt sammen med fingrene. Læg dem på en bageplade med sammenføjningerne nedad.
Lad fastelavnsbollerne efterhæve i 30 min. Bag dem ved 200 grader i ca. 10-15 min. Lad dem afkøle på en bagerist. Rør glasur sammen og pynt med et drys frysetørret hindbær.




Skriv et svar