Den her gulerodskage med cream cheese frosting smager som en bid af himlen, og er en af mine absolutte yndlingskager. Den er lækker svampet og saftig, og den sød-syrlige frosting smager helt fantastisk til.
En kage med grøntsager, det lyder da ikke helt så syndigt!? Ok, jeg kan vist ikke påstå at den er sund, men den kan da være medvirkende til at nå op på de 6 om dagen, som de officielle kostråd foreskriver 😉
Man kan også fint bruge opskriften til at bage gulerodscupcakes, som jeg ofte har gjort.
Opskrift på gulerodskage med cream cheese frosting
Ingredienser
Gulerodskage
- 350 g. brun farin
- 3 dl. rapsolie
- 3 æg
- 300 g. mel
- 1 spsk. kanel
- 1 tsk. fint salt
- 2 tsk. natron
- 350 g. gulerødder
- 50 g. valnødder
Cream cheese frosting
- 125 g. flødeost naturel
- 50 g. smør
- 1 tsk. vaniljesukker
- 1 spsk. citronsaft
- 250 g. flormelis
Fremgangsmåde
Gulerodskage
Pisk først brun farin og olie grundigt. Pisk herefter æggene i, ét af gangen.
Bland mel, kanel, salt og natron, og rør det sammen.
Riv gulerødderne og hak valnødderne. Vend det i dejen.
Fyld dejen i en springform på ca. 20 cm. og bag det af to omgange i ca. 30 min. ved 175 grader.
Kagen kan også bages i en bageform (ca. 36 x 25 cm.), i ca. 50 min. ved 175 grader.
Tjek med en kødnål eller gaffel hvornår gulerodskagen er færdigbagt.
Cream cheese frosting
Pisk flødeost og smør cremet, og tilsæt vanilje, citronsaft og flormelis.
Pisk til frostingen er glat og smør det over kagen, når den er afkølet.
Pynt tilsidst kagen med hakkede valnødder
Tip
Det ser også fint ud at pynte kagen revet gulerod, orange krymmel eller (hvis man har masser af tid) lave små fondant gulerødder. Cupcakene herunder har jeg engang lavet til en konfirmation jeg var ude til med campingvognen. Det er tidskrævende, men resultatet er virkelig fint.

Er det den samme frostingvsom på de super lækre cupcakes du havde med til The Old Garages fødselsdag her i sommers 2019.
Mvh Betina
Hej Betina,
Ja det er denne frosting – dejligt de smagte godt 🙂
Mvh Gitte