
Fastelavn er en fest som mange børn og barnlige sjæle ser frem til. Traditionen tro klæder man sig ud, spiser fastelavnsboller og slår katten af tønden. I dette indlæg finder du en masse inspiration til, hvordan du kan arrangere en skøn fastelavnsfest. Her er kreative ideer til fastelavnspynt, hjemmelavede fastelavnsris, udklædning, samt opskrifter på lækre fastelavnsboller.
Fastelavn er en skøn tradition, og i år har vi taget lidt forskud på festlighederne, da vi er ude at rejse til fastelavn. Vi ville ikke gå glip af fastelavn, og arrangerede derfor en lille fastelavnsfest her i vinterferien, hvor Sigrid og Sylvesters kusiner kom forbi til en hyggelig eftermiddag.
Under forberedelserne kom vi til at tale om, hvorfor man egentlig holder fastelavn, og med de mange spørgsmål, måtte vi lave lidt nærmere research på traditionen med fastelavn.
Hvorfor fejrer vi fastelavn?
Fastelavn har rødder tilbage i en gammel katolsk tradition, hvor man fastede i 40 dage; fra askeonsdag til påske. I dag er det børnenes fest, men dengang var det en fest for de voksne. En rigtig festdag, hvor man morede sig, drak og spiste en masse af det, der snart ville være forbudt under fasten (kød og hvidt brød). Fasten blev afskaffet ved reformationen i 1536, men festen omkring fastelavn vedblev med at være en folkelig tradition.
Helt frem til slutningen af 1800-tallet var der en levende kat i fastelavnstønden. En noget barsk tradition, hvor man slog løs på tønden indtil den gik i stykker og katten skræmt løb væk – hvis den vel at mærke ikke havde taget skade af den hårde behandling!
Dengang var man overbevist om, at katte var forbundet med djævlen og et symbol på ondskab. Ved at slå katten af tønden kunne man fordrive det onde. Med tiden gik man heldigvis fra traditionen med en levende kat, og i dag nøjes vi med at pynte fastelavnstønden med katte, og fylder den stedet med spiselige lækkerier.
Fastelavnspynt

Til en rigtig fastelavnsfest må der gerne pyntes flot op til anledningen. Pynt f.eks. med guld serpentiner, konfetti, papirbolde, balloner, paptallerkner og servietter. Oppyntningen må gerne være festlig med masser af farver.
Og selvfølgelig må der være masser af katte – både på bordet, fastelavnsriset og fastelavnstønden. Jeg har lavet en skabelon med katte i forskellige størrelser, som er lige til at printe ud og tegne over på sort karton. De helt små katte kan bruges til at lime på papirsugerør. De to “mellemstørrelser” er gode som bordpynt og til at hænge på fastelavnsrisene. De store katte kan laves til en fin, og meget nem, katte guirlande, ved at sy igennem kattene på en symaskine. Brug også gerne kattene til at pynte fastelavnstønden med. Skabelonen kan findes nedenfor:
Masker er også lig med fastelavn, og jeg har lavet en skabelon med fastelavnsmasker i 4 forskellige størrelser. Brug også dem til bordpynt, fastelavnsris, pyntning af tønde, guirlander – eller hvad du nu finder på.

Fastelavnsris

Flotte og festlige fastelavnsris, er en tradition som hører sig til, til en rigtig fastelavnsfest. Fastelavnssøndag er det en sjov tradition, at børnene bruger fastelavnsrisene til at vække deres forældre, ved at slå på dynen og “rise dem op”.
Fastelavnsriset består af et bundt birkegrene (eller hvad man nu kan finde), og er pyntet med flotte figurer i karton, masker, papirkvaster, små slikposer eller hvad man nu kan finde på. Jeg har lavet et separat indlæg med skabeloner og en DIY guide til, hvordan man kan pynte nogle flotte og farvestrålende fastelavnsris.
Sådan kan du lave et flot og festlig fastelavnsris
Fastelavnstønde

Højdepunktet til fastelavnsfesten er at slå katten af tønden. Pynt fastelavnstønden med serpentiner, fjer, katte, masker eller hvad I nu kan finde på. Fastelavnstønder fås i forskellige udgaver; store, små, træ og pap. Vælg en der passer til børnenes alder. På fastelavnstoenden.dk har de et godt udvalg af forskellige fastelavnstønder.
Inden tøndeslagningen går igang, er det vigtigt at informere børnene grundigt om reglerne, så der ikke opstår misforståelser. Der findes lidt forskellige regler, omkring hvordan man finder kattekongen og kattedronningen. Vi plejer at bruge denne:
Kattekongen er den der slår bunden ud, så indholdet falder ud krones som kattekonge.
Kattedronningen er den der står lige bagved kattekongen (eller det kan være den som slår det sidste bræt ned)
Når der er fundet en kattekonge og en kattedronning, skal de selvfølgelig krones. Nedenfor kan du finde en skabelon som er lige til at printe ud og overføre på guld karton. Lim eller klips dem sammen og sæt en elastiksnor i.
Ideer til, hvad du kan putte i fastelavnstønden:
- Mandariner
- Slikkepinde
- Figenstænger
- Ostehaps
- Rosiner
Fastelavnstøj

Fastelavnsudklædning er et altid et stort hit, og en af grundene til at børnene er så vilde med fastelavn. Inden længe vrimler det rundt med små superhelte, prinsesser, politimænd, Elsa’er og andet godtfolk, der synger ved dørene – en rigtig skøn tradition.
Udklædningen til fastelavn kan klares på mange måder, og man bestemmer selv ambitionsniveauet, alt efter tid, lyst og budget. Børnene er som regel glade for bare at være klædt ud, og de er ligeglade med om det er hjemmelavet fastelavnsudklædning eller om det er købt – og om det er nyt eller brugt. Måske man har noget i gemmerne der kan bruges eller arves fra ældre søskende?
Udklædningen kommer selvfølgelig også an på barnets ønsker. Nogle ønsker kræver at man er lidt kreativ – f.eks. som sidste år, hvor Sylvester ville være Egon Olsen! Han er kæmpe Olsen Banden fan, og heldigvis elsker jeg sådanne kreative udfordringer, for det er ikke noget man lige kan finde i butikkerne. Sylvester blev den sejeste lille Egon, og lillesøster blev en sød lille Yvonne. Du kan se billederne fra sidste års fastelavn lige her.
Mangler du inspiration til udklædningen, så kig på Temashop, som har et virkeligt stort udvalg af flotte fastelavnskostumer (og fastelavnspynt, tønder og alt hvad man skal bruge til en fastelavnsfest.)
Enhjørning kostume

Som så mange andre små piger, er Sigrid vild med enhjørninger, og det ville hun gerne være til fastelavn. Jeg lavede en enhjørning maske i karton, et flot tylskørt i lyserød, lyseblå og lilla, samt enhjørningevinger i filt. Indenunder havde hun en lyserød trøje og et par hvide strømpebukser hun i forvejen havde.
Har du også en lille enhjørning fan derhjemme, så kan du lige her finde en detaljeret DIY guide til, hvordan du selv kan lave det fine enhjørning kostume.
Katte kostume
Sylvesters udklædning kom vi lidt nemmere om ved i år end sidste år, hvor han var Egon Olsen. Han ville være en kat, så han kunne blive en rigtig kattekonge (og det endte rent faktisk også med, at det blev ham der slog katten af tønden og blev kronet som kattekonge).
Han var klædt i sort tøj, en kattehale og en kattemaske – nemt og enkelt. Nedenfor har jeg vedhæftet en skabelon til kattemasken, som er lige til at printe ud og overføre på karton. Knorhårene har jeg lavet med glitterlim.
Fastelavnsboller

Fastelavn er lig med fastelavnboller, og de laves i et væld af varianter; gærboller af hvedemel som er fyldt med remonce eller vaniljecreme. Vandbakkelser eller wienerbrød som er flækkede og fyldt med f.eks. remonce, kagecreme, syltetøj eller flødeskum.
Til vores fastelavnsfest bagte vi gammeldags fastelavsboller med vaniljecreme efter denne opskrift. Er man mere til fastelavnsboller af wienerdej fyldt med hindbærcreme, så har jeg lavet en opskrift på det lige her. Vores fastelavnsboller blev pyntet med glasur og fondant katte. En lignende katte udstikker kan købes lige her hos bagetid.dk.
3 sjove fastelavnslege
Bide til bolle
Bide til bolle går ud på, at man hænger fastelavnsboller (eller alm. boller) på en snor, så højden passer til børnenes munde. Børnene skal spise bollen med hænderne på ryggen, og det gælder så om at spise bollen først. Hvis man vil gøre legen lidt sværere, kan man give dem bind for øjnene.
Støvlekast
En sjov leg, hvor det gælder om at se, hvem der kan kaste længst med en gummistøvle. Man kan kaste på forskellige måder, og tilpasse sværhedsgaden efter børnenes alder. Man kan kaste helt almindeligt, man kan dreje rundt 3 gange og kaste. Eller man kan kaste sammen to og to, hvor begge har en hånd på støvlen. Man kan stå med spredte ben og hænderne inde gennem benene, hvorefter man kaster støvlen op over ryggen og om foran kroppen.
Lave fastelavnsmasker
Lad børnene være kreative og lave deres egen fastelavnsmasker. Find en masse forskelligt pynt frem og lad fantasien få frit løb:
- karton i forskellige farver
- fjer
- perler
- glimmer
- klistermærker
Nedenfor har jeg vedhæftet en skabelon med 3 forskellige masker.







Skriv et svar