
I dag har jeg lavet lækre marengs med chokolade og havsalt – sprøde udenpå, og seje og chewy indeni. Så lækkert!
I mine evige bestræbelser på at undgå madspild, skulle jeg have brugt noget æggehvide jeg havde i overskud efter vores påskedessert. Jeg havde også en rest chokolade (ok, det ville nok næppe gå til spilde), som ville gøre det godt i lækre marengs, sammen med lidt havsalt.
Marengs er super nemt at lave og kræver kun få ingredienser. Det tager ikke lang tid at bakse sammen, det er kun ventetiden mens de er i ovne, der kræver lidt tålmodighed.
Det blev til nogle gode store marengs, og jeg synes det er super lækkert med lidt havsalt i. I det hele taget kan jeg godt lide bagværk med lidt salt, så det ikke bliver alt for sødt i sødt. Er du også til “sødt med salt” kan jeg varmt anbefale denne saltkaramel sauce.
Opskrift på marengs med chokolade og havsalt
Ca. 10 store marengs
Ingredienser
- 3 æggehvider
- 170 g flormelis
- 2 knsp havsalt
- 75 g mørk chokolade
Fremgangsmåde
- Kom æggehviderne i en skål og pisk dem stive.
- Tilsæt flormelissen lidt efter lidt mens du pisker.
- Kom havsalt i og pisk til marengsen er sej og blank.
- Hak chokoladen og vend den i marengsen.
- Brug en spiseske til at komme marengsen på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Bag dem i ovnen ved 120 grader i 45 minutter. Sluk ovnen og lad dem stå til i ovnen med lågen på klem, til de er kølet af.


Skriv et svar