Indlægget indholder reklamelinks

Jeg lavede disse fine popcorn cupcakes til vores lille filmaften herhjemme forleden. De består af gulerodscupcakes med cream cheese frosting og popcorn på toppen. De blev rigtig lækre, saftige og svampede, og fik hurtigt ben at gå på.
De er bagt i rød/hvid stribede cupcakeforme – du kan finde lignende hos Bagetid. Billetterne på toppen, var nogle jeg fandt for længe siden i Flying Tiger. Jeg har limet billetterne sammen to og to imellem en tandstik.
Popcorn cupcakes ville også være oplagte til fødselsdagsfesten med cirkustema. Jeg lavede lignende til Sigrids 1 års fødselsdagsfest, dog uden popcorn på toppen. Istedet for popcorn kunne det også være rigtig fint at pynte dem med små mini skumfiduser.
Vil du arrangere en filmaften for dem du holder af, så tjek dette indlæg ud, hvor du kan finde ideer og inspiration til en hyggelig filmaften.
Popcorn cupcakes
Ingredienser
Gulerodscupcakes
- 175 g brun farin
- 1,5 dl rapsolie
- 2 stk æg
- 150 g mel
- 0,5 spsk kanel
- 0,5 tsk fint salt
- 1 tsk natron
- 175 g gulerødder
Cream cheese frosting
- 100 g cream cheese / flødeost naturel
- 50 g blødt smør
- 250 g flormelis
- 1 tsk vaniljesukker
- popcorn til pynt
Fremgangsmåde
Gulerodscupcakes
- Pisk først farin og olie grundigt. Pisk herefter æggene i et af gangen.
- Bland mel, kanel, salt og natron, og rør det sammen.
- Riv gulerødderne, og vend det i dejen.
- Kom dejen i cupcakeforme og bag dem ved 180 grader i ca. 15 minutter.
Cream cheese frosting
- Pisk flødeost, smør, flormelis og vaniljesukker til en luftig creme. Tilsæt lidt mere flormelis hvis frostingen virker for blød.
- Kom frostingen i en sprøjt pose og dekorer dine cupcakes. Pynt med popcorn på toppen.



Skriv et svar